Lego Technics 42110 – Land Rover Defender

Anmeldelse af 42110 Land Rover Defender

Dette er en anmeldelse af Lego Technic model 42110 Land Rover Defender.

Modellen blev sendt på markedet i efteråret 2019. Den består af 2573 dele og er, hvad jeg vil kalde en Lego Technic Classic, dvs. en model hvor der ikke skal bruges batterier eller apps – dvs. den kan også fungere efter 5 år på reolen. Modellen er et samarbejde mellem Lego og Land Rover og blev lanceret med 2 YouTube videoer, hvor modellen ses sammen med den originale Land Rover Defender. Modellen leveres som Defender med sportspakke.

Indpakning.

Modellen leveres i en æske med dimensionerne B*H*D: 580*475*85 mm. Inden i denne æske, er der en hvid æske med dimensionerne B*H*D: 465*280*70 mm

Forsiden er præget af et billede af hovedmodellen i kuperet terræn. Til venstre er angivet modelnummer, modeltitel og hvilken aldersgruppe modellen henvender sig til. I nederste venstre hjørne er Land Rover’s logo placeret og i nederste højre hjørne er vist modellens dimensioner.

Bagsiden består af et hovedbillede og syv mindre billeder, som viser nogle af de funktioner som modellen indeholder: stemplerne i motoren, affjedringen som er på alle hjul, tovtrækket forrest, hvordan sportspakken afmonteres, hvordan man åbner opbevaringsrummene der er i sportspakken, hvordan modellen styres og sidst men ikke mindst hovedattraktionen ved denne model, et billede af de to gearkasser.

Æskens indhold består af i alt 12 poser, som er nummereret fra 2 til 3 og den hvide æske som indeholder 9 poser: 3 markeret med 1, 5 markeret med 4 og en unummereret som indeholder de nye hjulskærme og hjulfælge. Derudover er der en manual og et ark klistermærker med 35 klistermærker. I disse miljøtider, er det en lidt besynderlig måde at pakke tingene på. Det er meget luft der fragtes rundt. Jeg prøvede for sjov skyld at pakke det hele ind i den hvide æske og det kunne uden problemer være der. Hvorfor denne løjerlige indpakning Lego?

Derudover er der 5 løse dæk og en byggevejledning på 496 sider, med 860 samletrin.

Funktioner og nye elementer.

Der er tre nye elementer:

  • Fælge (part nummer 6257076),
  • Ramme (part nummer 6265643),
  • Hjulskærme (part nummer 6278032).

Udover de nye elementer, er der en del gamle kendinge i nye oliven grønne farver.

Byggevejledningen.

Byggevejledningen er på 496 sider, hvoraf betjeningsvejledningen fylder beskedne to sider. Den er trykt på flot og glitrende papir.

Personligt er jeg lidt skuffet over prioriteringen af indholdet af vejledningen. Når man tænker på hvordan f.eks. vejledningen for Porsche 911 model 42056 startede med historien om Porsche, så er det skuffende at der ikke er ofret en eneste side til historien om Land Rover. Specielt set i lyset af, at designeren af 42110 har været i tæt dialog med Land Rover – det er i hvert fald hvad der fremgår af en af de videoer der florerer på nettet.

Generelt er vejledningen nem at gå til og de steder hvor man skal være særlig opmærksom, er der brugt gule cirkler til at markere dette. Der er også fine markeringer når det samlede skal roteres – dog svigter det lidt i forbindelse med instruktion 62. Her er det ikke markeret, at gearkassen skal vendes på hovedet. Det mest avancerede ved denne model, er de to gearkasser og da de skal samles meget præcist for at virke, er der i løbet af de først 267 samleinstruktioner, brugt mange forstørrede tegninger for at vise detaljer. Det er MEGET vigtigt at disse tegninger følges fokuseret, for ellers ender man med at stå med en model, hvor gearkasserne ikke fungerer optimalt (og hvor ved jeg så det fra kan du som læser spørge – det ved jeg bare fordi…. 🙁 ).

Samling.

Der indgår 4 delelementer i modellen:

1: 4 trins gearkasse (bageste gearkasse)

2: Forreste gearkasse, chassis, motor, tovtræk og sæder

3: Sider og tag

4: Motorhjelm, hjul og sportspakke.

Selve samlingen foregår uden de store problemer og med meget få gentagelser. Det var faktisk først til sidst, hvor sportspakken skulle samles, at det blev lidt træls. Omvendt er det som om, at sportspakken fuldender modellen. 4 trins gearkasse er samlet efter de første 123 instruktioner og herefter begynder samlingen af den gearkasse der bestemmer kørselsretningen. Denne er færdig efter instruktion 266 og så skal de to dele samles. Denne samling er vist på en tegning, men hvis det ikke er så tydeligt, så kan man via en QR scanner se en lille videofilm der viser hvordan det skal gøres. Det er en smart detalje.

Funktioner og detaljer:

  • Modellen kan styres enten via rattet i kabinen eller via et udtag på taget.
  • 4WD via et centerdifferentiale.
  • Uafhængig hjulophæng, dvs. hvert hjul har egne støddæmpere. Hvis man slipper modellen fra f.eks. 15 cm’s højde, så lander den ikke bare stift på gulvet. Den har et indsvingningsforløb, som viser, at de enkelte støddæmpere reagerer uafhængigt af hinanden. Super godt lavet.
  • En gearing der sker via to gearkasser der er koblet sammen: forreste gearkasse sørger for fremadrettet kørsel/bakgear og høj eller lav gearing mens den bageste gearkasse indeholder de 4 trin. Det betyder, at der samlet er 8 fremadrettede gear (4 med høj gearing og 4 med lav gearing) og 1 bakgear.
  • Motor med en 6 cylinder motor og et wire træk der kan trækkes ud og rulles ind igen.
  • Udstødningsrør inde i motoren.
  • 2 sidedøre der kan åbnes.
  • En bagsmæk der kan åbnes ved at dreje på reservehjulet.
  • En stige til taget, som kan foldes ud og klappes sammen.
  • Opbevaringsboks på siden og en tagboks
  • To plader der kan tages af og bruges, hvis bilen sidder fast i blødt sand eller andet ustabilt underlag.
  • Tagræling der kan afmonteres. Gøres dette har man den originale Defender.
  • Bagsæder der kan vippes, så der er frit indkig i den bageste gearkasse.
  • Klistermærker som rammer farverne på klodserne godt og derfor er med til at fremhæve detaljerne på en diskret måde, fremfor at fremstå som en detalje man lægger mærke til.

Tidsforbrug.

I nedenstående skema er angivet hvor lang tid det har taget mig at bygge modellen. Tiderne er vejledende og kan variere fra bygger til bygger. Det er jo ikke sikkert at alle falder lige så meget i staver over at dekode gearkasserne midt i byggeriet, men for mig var det interessant at forsøge, at finde ud af hvordan det virker.

Delelement Antal poser Samletid for delelement Samlet tid
4 trins gearkasse 3 1 time 40 minutter 1 t 40 min
Forreste gearkasse, chassis, motor og sæder 7 3 timer 9 minutter 4 t 49 min
Sider og tag 5 2 timer 20 minutter 7 t 9 min
Motorhjelm, hjul og sportspakke 5 2 timer 9 t 9 min

Konklusion.

Jeg er tæt på begejstret – i hvert fald over affjedringen. Modellen er lavet med respekt for originalen og der er mange detaljer som vidner om, at modellen ikke bare er en ydre skal, men et stykke gennemtænkt ingeniørkunst. Der er dog et stort minus: hvordan i alverden virker den mest avancerede gearkasse Lego har lavet? Hvis man bare kører på bordet og kigger ind under bagsæderne, så er der ikke meget der bevæger sig. Hvis man tager bilen ned på gulvet, sætter den til fremadrettet kørsel og giver den et ordentligt skub, så kan man godt se nogle af de bagerste tandhjul bevæge sig. Det er lidt trist, at man har lavet noget der er så avanceret og så pakket det ind, så det ikke er til at se, hvordan det fungerer. Når jeg tænker 40 år tilbage på nogle af mine første Technic modeller, så var formålet med dem fra designernes side, at børn og barnlige sjæle skulle blive gjort klogere på, hvordan teknik virker. Jeg tror ikke at der nogle i den aldersgruppe modellen henvender sig til, som er i stand til at forklare mig teknikken bag en Defender.

Modellen er lavet på licens fra Land Rover, og som det også gælder for de andre modeller der er lavet på licens (42056 Porsche 911 og 42083 Bugatti), så er der ingen B-model.

  • Billede 1 - Lego Technics 42110 forside foto