Titel: En torn i øjet
Serie: Rebekka Holm (1)
Forfatter: Julie Hastrup
Genre: Kriminalroman
Forlag: Rosinante
Udgivet: 2009
Antal sider: 342
Efter en sommeraften i byen med veninderne, cykler den unge, kønne Anna hjemad langs Ringkjøbing Fjord. Hun når dog aldrig hjem og næste morgen findes hun myrdet af flere slag i hovedet og adskillige knivstik.
Den lokale politikommissær Teit Jørgensen beder om hjælp til opklaringen, hos sin gamle ven Torsten Krogh, som nu er chef ved Rigspolitiets Rejsehold i København. Torsten sender Rebekka Holm afsted. Hun er født og opvokset i Ringkjøbing og er derfor det oplagte valg til at hjælpe. Hun bliver, sammen med Michael Bertelsen fra det lokale politi, hvirvlet ind i et spind af løgne, fortielser, religiøse kredse, svig og bedrag. Efterhånden som efterforskningen skrider frem og personkredsen af mistænkte indsnævres, dukker der et tyve år gammelt uopklaret mord op, som Rebekka og Michael kobler sammen med mordet på Anna.
Efterforskningen bliver pludselig forstyrret af en kidnapning at et lille barn i den lokale Bilka.
Rebekka Holm er dog ikke den perfekte politiefterforsker fra København. Ganske vist har hun studeret hos FBI i USA og ganske vist kan hun mange tekniker, men hun har også en skyggeside. Hun har en hændelse med i bagagen fra sin barndom, og efterhånden som efterforskningen skrider frem, kommer denne skygge mere og mere frem.
Bogen er godt fyldt med dysfunktionelle familier som alle sammen har nogle hemmeligheder og undertrykt kærlighed blandt kolleger. Dog virker den også lidt forudsigelig, for den skønne Rebekka Holm kan da ikke bare tage til Ringkjøbing og opklare et mord, for så efterfølgende at tage tilbage til København. Mon ikke hun tager Michael Bertelsen med sig retur?
På en skala fra 1 – 5 får den 4. Det gør den fordi det er en glimrende debut, spændingen stiger jævnt og som læser kan du hele tiden gætte med på, hvem morderen er. Sproget er let læseligt og jeg kom gennem denne bog på 4 dage, hvilket for mig er ganske hurtigt. Miljøet er troværdigt skildret. Denne debut lover godt for serien om Rebekka Holm.