Titel: Gadepræsten
Serie: Roland Benito/Anne Larsen (12)
Forfatter: Inger Gammelgaard Madsen
Genre: Kriminalroman
Forlag: Farfalla
Udgivet: 2019
Antal sider: 368
Udenfor et tilsyneladende forladt hus i Lisbjerg Skov, finder nogle spejdere en død kvinde. Ansigtet er slået til ukendelighed og der er ingen identitetspapirer hverken på kvinden eller i huset, som kan afsløre hvem den døde kvinde er.
Rolando Benito og hans team hos Østjyllands Politi sættes på sagen. Ifølge retsmedicineren, er kvinden død af naturlige årsager, men Ronaldo er ikke helt sikker. Det er et unaturligt gerningssted og da politiet under efterforskningen finder et rum under huset, et rum som har været beboet indtil for ganske nyligt, bliver Ronaldo for alvor skeptisk.
Samtidig hjemsøges Aarhus af en stenkaster, som smider sten ned fra motorvejsbroer. En af disse sten rammer og dræber en ung kvindelig bilist. Anne Larsen og hendes stedsøster Sabina er tilfældigvis på gerningsstedet, da denne skrækkelige hændelse indtræffer og dermed er de rodet ind i den ene af de efterforskninger, som Østjyllands Politi kører.
Ronaldos hustru, Irene, arbejder stadig som frivillig i Dansk Flygtningehjælp og gennem dette arbejde, stifter hun bekendtskab med den nye gadepræst i Aarhus. Han begynder at komme i Ronaldos hjem, men Ronaldo er meget skeptisk overfor denne præst. Han har tilsyneladende ingen fortid, han vil ikke fotograferes til avisen eller optræde i nogle af de interviews, som Anne Larsen laver, i forbindelse med hendes journalistiske efterforskning af drabet på den ældre kvinde.
Ronaldo får nok at se til i denne 12’te bog: Der er en ukendt død kvinde, en ukendt stenkaster, en ukendt gadepræst og en ukendt beboer i et lukket kælderrum, hvor inventaret indikerer, at der er tale om et barn, som har været holdt indespærret.
Endnu engang har Inger Gammelgaard Madsen skrevet en pageturner. Denne gang tager handlingen udgangspunkt i en tid, hvor folk der ikke var normale (hvad det så end er defineret som), blev anbragt på nogle af de danske øer. Vi har set det før i Jussi Adler Olsens Journal 64, hvor unge utilpassede piger blev sendt til Sprogø. I Gadepræsten er det åndssvageforsorgens brug af Livø, som danner rammen om den både spændende, men også triste fortælling.
På en skala fra 1 – 5 får den 5. Det gør den, fordi den er skrevet i et levende sprog, handlingen skrider hastigt frem, der er nogle spændende sidehistorier og så giver den stof til eftertanke.
