Titel: Åbent Hus
Serie: Emma Sköld (3)
Forfatter: Sofie Sarenbrant
Genre: Kriminalroman
Forlag: People’s Press
Udgivet: 2014
Antal sider: 400
Emma og hendes kæreste Hugo er gået fra hinanden. I den forbindelse skal deres lejlighed sælges og det salg forestås af ejendomsmægleren Kristoffer, som Emma forelsker sig i.
Emma’s storesøster Josefin lever et tilsyneladende lykkeligt liv, som Emma ser meget op til. En dag meddeler Josefin’s mand, at han har noget kørende med en anden kvinde, og så skal de skilles.
Nogen der allerede er skilt, er Josefin’s veninde Cornelia. Hun skal lige have en sidste nat i hendes og eks-mandens Hans hus inden hun og datteren skal flytte ind i deres nye lejlighed, hvor de sammen skal starte forfra. Der har i løbet af dagen været åbent hus og alle de interesserede har forladt huset. Eller har de? Da Cornelia vågner op om morgenen, findes Hans myrdet i sin seng. Der er ingen tegn på indbrud og Hans er blevet myrdet med en af familiens køkkenknive.
Så er scenen sat for den tredje Emma Sköld krimi, en krimi hvor persongalleriet er de nævnte personer.
Emma bliver sat på sagen om opklaringen af mordet på Hans. Samtidig skal hun forholde sig til sin eks-kæreste Hugo, som ikke er sikker på, at hans og Emma’s forhold er endegyldigt slut. Han gør derfor, i en rus af jalousi, alt hvad han kan, for at ødelægge Kristoffer’s ejendomsmægler forretning. Han møder op til alle Kristoffers fremvisninger og gør hvad han kan, for at skræmme kunderne væk.
Emma får ret hurtigt en mistanke til afdødes hustru, da der er nogle livsforsikringer som er tegnet på et gunstigt tidspunkt. Denne mistanke må Emma dog revidere, da der pludselig sker flere mord i forbindelse med husfremvisninger.
Åbent hus er tredje bind i serien om Emma Sköld og nu er serien for alvor kommet i gang. Personkredsen i denne krimi er begrænset men alligevel er det lykkedes at skrive en 400 sider lang historie, hvor du som læser, er fanget fra starten. Kapitlerne er irriterende korte, dvs. man kan lige nå et til og et til og pludselig er det blevet sent.
Jeg vil give “Åbent Hus” 4 stjerner og så håbe på, at jeg aldrig får et hus til salg.