En af de interesser jeg fik da jeg gik i gymnasiet, var musik. Det var i den periode hvor der dukkede en masse lokalradioer op og med dem kom diskoteks musikken ud til folket. Nu skulle man ikke længere rende på diskotek hver weekend for at høre det seneste nye.
En stor del af den musik der blev spillet dengang var produceret af det engelske producer team Stock, Aitken & Waterman (SAW). Med Pete Waterman’s ord, så ejede de hitlisterne dengang. Til stort set hver eneste gymnasiefest hoppede vi rundt til deres musik. Efter 3 år var der nogle der mente at det begyndte at lyde lidt for ensformigt. Jeg er ikke den der skal sige dem imod, for noget af det lød ganske ens.
Efter gymnasiet blev livet lidt mere seriøst. Jeg gik i gang med en uddannelse og den interesse jeg havde fået for musik i gymnasiet, gled i baggrunden. Nu handlede det om at være seriøs og få den uddannelse der resten af livet skal skaffe mig brød under smørret.
Men studietiden sluttede og efterhånden som jeg kom længere og længere væk fra ungdomstiden på Helsinge Gymnasium, begyndte jeg at længes tilbage. Der var noget ved festerne og den sorgløse ungdom. Mest af alt blev jeg ved med at huske SAW. I 80’erne var det deres musik der var det interessante, men nu var det mere det de havde gjort: skrevet det ene hit efter det andet. Det var imponerende, at de hurtigt kunne tilvænne sig de nye trends indenfor musikken dengang. F.eks gik der ikke lang tid fra Yazz sendte “The only way is up” på gaden, til SAW matchede den med The Reynolds Girls og “I rather Jack”.
Utallige er de gange hvor man har fået at vide at Motown : det var stort!!! Her havde jeg været med i en tid hvor der var noget der var større end Motown.
Jeg begyndte at undres over, hvorfor man ikke hørte noget til SAW i 90’erne. Med internettets fremmarch blev det muligt at søge efter informationer om d’herrer. Her opdagede jeg til min rædsel, at det var slut med SAW. De var gået fra hinanden og lå nu i retssager mod hinanden. Hvad der gik galt kunne jeg ikke gennemskue.
Tilbage stod, at Mike Stock og Matt Aitken forsatte deres samarbejde, mens Pete Waterman efter et stykke tid, fik samlet et nyt producerteam bag sig: Mark Topham og Karl Twigg. Topham, Twigg og Waterman fik stor succes op gennem 90’erne og var ved at gentage succesen med PWL studierne. Hvor det tidligere var navne som Kylie Minogue, Jason Donovan og Bananarama der blev produceret, var det nu Steps, Tina Cousins og Ellie Campbell.
Både Pete Waterman og Mike Stock har udgivet deres memoirer, i hvilke de fortæller hele deres historie, ligesom Phil Harding, en af de producere der var tilknyttet PWL studierne, har skrevet historien, som han oplevede den fra “fabriksgulvet”.
