Jesper Stein – Akrash

Titel: Akrash

Serie: Axel Steen (3)

Forfatter: Jesper Stein

Genre: Kriminalroman

Forlag: Politiken

Udgivet: 2014

Antal sider: 349

 

Akrash er ghettoslang for politi og der er masser af politi i denne tredje bog i serien om Axel Steen.

Axel er på sit livs nedtur, hvor det tidligere misbrug af alkohol og hash nu er suppleret med de hårde stoffer. Axels chef Jens Jessen, som er kæreste med Axels ex-kone Cecilie, får et tip om, at den russiske mafia har fået placeret en muldvarp centralt i den danske politietat og han begynder derfor diskret, at kredse stikkeren ind. Der går ikke lang tid før han har indkredset fem mistænkte, herunder Axel Steen.

Handlingen i første del af Akrash, tager udgangspunkt i retssagen mod Moussa, som er en af bandelederne fra Blågårds Plads. Moussa hjalp Axel Steen i forbindelse med opklaringen af det mord, der blev begået i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset (Uro) og Moussa mener nu, at det er tid til at Axel betaler denne gæld tilbage. Det bringer Axel i en svær situation, da han i retssagen sidder sammen med anklageren mod Moussa, mens han samtidig har fri adgang til kvinder og stoffer, hvis han holder Moussa underrettet om, hvad der foregår. Yderligere forværres Axel’s situation, da Moussa’s forsvarer viser sig at være Cecilie. Nu er Axel virkelig i et dilemma, for han har stadig følelser for hende og vil helst ikke have at hun bliver rodet ind i den del af den kriminelle verden.

 

Akrash skildrer en mand der misbruger og bliver misbrugt. En person der ikke har mange venner som tror på ham og som derfor må kæmpe alene for at redde sit ramponerede omdømme. Han er villig til at betale den højeste pris for at opnå retfærdighed. Der er dog altid en pris at betale og i dette tilfælde bliver det datteren Emma, som kommer til at bære en stor del på sine unge skuldre. Vi hører ikke så meget til det i denne bog, men i de efterfølgende i serien, bliver konsekvenserne mere og mere tydelige.

 

Akrash er en meget spændende bog, som egentlig starter stille og roligt, men som i anden del tager så meget fart, at det var svært at få sin nattesøvn.

Akrash får 5 ud af 5 stjerner.