Inger Gammelgaard Madsen – Lig bløder ikke

Titel: Lig bløder ikke

Serie: Roland Benito/Anne Larsen (6)

Forfatter: Inger Gammelgaard Madsen

Genre: Kriminalroman

Forlag: Farfalla

Udgivet:2013

Antal sider:384

 

En varm sommermorgen kaldes Roland Benito til Vestre Kirkegård, hvor en grav i løbet af natten er blevet åbnet. Gravskænderen ligger død ovenpå kisten og den er tom. Dette er starten på efterforskningen af sagen om en ung mand, som blev dræbt i en motorcykelulykke og som nu er forsvundet fra sin grav. Ud over at efterforske hvad der er sket, bliver Roland og hans team presset dels af sommerferien og dels af en række makabre voldtægtssager, som for det meste ender i drab.

Andreas Spang har netop overtager sin fars bedemandsforretning, da han opdager, at der er noget, der ikke er helt, som det skal være. Han prøver at finde ud af, hvordan hans far døde, og det får ham ud i en farlig situation, der også kommer til at involvere Roland Benito og hans hustru, Irene.

Lig bløder ikke, er den sjette bog i serien om Roland Benito og Anne Larsen. Temaet er denne gang handel med menneskelige organer og gennem de dilemmaer Roland Benito stilles overfor i forbindelse med opklaringen af forbrydelsen, kommer man som læser, til selv at stille spørgsmålet: hvad er moralsk rigtigt og hvad er personligt rigtigt. Handel med organer er ikke tilladt, men hvis det nu kan redde din nærmeste, vil du så gøre det? Selv efter at have læst bogen, er jeg i tvivl om, hvordan jeg skal stille mig til organhandel.

Der er tre sideløbende historier i Lig bløder ikke: Dels er der opklaringsarbejdet i forbindelse med den døde mand på kisten og den manglende unge mand i kisten, dels er der historien om Spang bedemandsforretning og dels er der historien om pigerne, der bliver voldtaget. De to første historier hænger meget godt sammen og som læser fornemmer du hurtigt, at der nok er en sammenhæng og at den nok ikke er helt fin i kanten. Historien om voldtægtsforbryderen hænger ikke rigtigt sammen med de to andre historier, men den bruges dog til at introducere lidt flere lag i personskildringen af Anne Larsen. Det er selvfølgelig også i orden.

 

På en skala fra 1 – 5 får den 4