Jeg har samlet Technic Lego siden 2001 og altid de store modeller. Gennem denne periode er modellerne blevet større og større og mere komplicerede. På et tidspunkt, kommer der en model, som virker som om den er toppen af den modeltype. Da Lego i 2010 sendte den fjernstyrede Excavator model 8043 på gaden, var det toppen af den modeltype. Modellen var fjernstyret og kunne på alle væsentlige funktioner styres via fjernbetjening. Allerede efter 3 år, blev efterfølgeren sendt på markedet, model 42006. Forskellen på de to modeller er markant. De kan det samme, men hvor 8043 er fjernstyret, er model 42006 manuelt håndteret. Den kan dog udbygges med Power Functions, så den bliver mere automatiseret, men det er en ekstrafunktion og derfor må man sige, at modellen som udgangspunkt, er en mindre kompliceret udgave af 8043.
Da de to modeller ligner hinanden så meget og da de er udsendt så relativt tæt på hinanden, er det nærliggende at drage 8043 ind i anmeldelsen af model 42006.
At 8043 er en større model end 42006 ses blandt andet, på antallet af dele som de to modeller består af: 8043 består af 1123 dele, mens 42006 kun består af 720 dele.
Samlevejledningen for 42006 består af to hæfter, hvoraf halvdelen af hæfte to viser, hvordan modellen udvides med Power Functions.
På de to nedenstående billeder, kan det tydeligt ses, at 8043 er mere robust end 42006.
Begge modeller er udstyret med den samme type larvefødder. På understellet mellem de to sæt larvefødder, er en drejeskive, som gør, at selve gravemaskinen kan rotere 360 grader. På model 42006 skal du som bruger selv rotere, hvorimod rotationen på model 8043 foregår via fjernbetjeningen. Det betyder, at hvor understellet på 42006 er ganske enkelt, så er der en del flere tandhjul på 8043, idet både rotationen af overstellet (kroppen) og fremdriften sker via fjernbetjening.
Begge modeller har en tre leddet arm som styres via to aktuatorer, men hvor 8043 bruger en tredje aktuator til at styre sluffen, benytter 42006 en række aksler til at åbne og lukke grabben. Denne vil, uanset hvor højt de enkelte led løftes, altid hænge som det er vist på billedet.
De to modellers førerhus er næsten identiske. Der er et sæde som føreren kan sidde i og der er to betjeningshåndtag. Model 8043 har et roterende gult blink monteret, mens model 42006 har et sæt projektører, der lyser der hvor grabben arbejder.
42006 har tre bevægelser, der alle styres fra gearkassen:
- Hæve/sænke det inderste led af armen – venstre gear mod højre
- Hæve/sænke det yderste led af armen – venstre gear mod venstre
- Åbne/lukke grabben – højre gear mod højre
Konklusion: står du overfor valget mellem de to modeller, og har du kun råd til den ene, vil min anbefaling klart være, at købe model 8043. Den indeholder flest dele, er fuldautomatisk og det betyder dermed mere samletid og en sjovere leg efterfølgende.